Klubnyheder

Ingen fællestræninger indtil videre - læs Teamchef Evan Lynnerups brev til rytterne her:

8. april 2020, 14.24

Kære alle TGB ryttere og serviceteam

Vi havde i går telefonmøde i bestyrelsen, for at drøfte de seneste udmeldinger fra regeringen omkring Coronakrisen. Nu begynder genåbningen af Danmark ganske langsomt. I skrivende stund er der mange meninger om det. Det blander vi os ikke i. Men konkret for TGB er restriktionerne forlænget til den 10. maj og større forsamlinger til udgangen af august.

 

Inden vores bestyrelsesmøde kontaktede jeg vores rejsearrangør Ole fra Ørslev rejser. Han medgiver at mange ting skal falde på plads for at vi kan komme af sted. Alligevel anbefaler han at vi venter med at træffe den endelige beslutning til medio/ultimo maj. Den anbefaling – som i øvrigt er den samme som tidligere udmeldt – har vi besluttet i bestyrelsen at følge. Til jeres orientering kan jeg fortælle, at Rynkeby holdet indtager samme holdning.

Skulle nogen vælge at melde fra inden, så er den økonomiske side en sag mellem dig og dit forsikringsselskab.

 

Ifølge vores planer skulle vi ha` første fælles træningsdag den 13.04. Det bliver desværre ikke til noget! I bestyrelsen stak vi en føler ud for at se om der ville være stemning for en holdvis opstart på træningen, hvor vi ville sørge for at myndighedernes anbefalinger blev overholdt. Den tilbagemelding, som cheftræner Johnny har fået på det er, at der er stemning for – indtil videre – at anbefale enetræning. Den anbefaling følger vi selvfølgelig i bestyrelsen. Så se at komme op på jernhesten og ud at nyde det gode vejr. Jeg er bekendt med at nogle træner to sammen. Her skal jeg så bare minde om anbefalingerne til afstand. Ellers vil jeg ønske god træning. Det er altid godt at være i god form uanset om vi kommer til Paris eller ej! Har du gode billeder fra din træningstur vil jeg lige minde om, at de fint kan komme op på vores Facebook side. På den måde kan vi følge hinandens aktiviteter. Skal du bruge hjælp til det så kontakt Lisbeth Wibholm  på mail '[email protected]'

 

Vi har to datoer yderligere, som vi skal forholde os til. Den ene er Stjerneløbet 01.06. Vi forventer at det bliver aflyst, men undersøger det lige og vender tilbage.

Den anden dato er Sponsormødet på Roskilde Kloster den 20.06. Det bliver aflyst da vi under alle omstændigheder vil blive for mange samlet. Det er i øvrigt kun jer ryttere som er orienteret om mødet. Sponsorerne har endnu ikke fået besked. Vi finder en ny dato, for vi skal jo huske at pleje sponsorerne!

 

Vores trøjer og veste er i produktion og forventes at være fremme hos os primo maj! Når de er modtaget finder vi en model, så I kan få dem og komme ud og vise jer i landskabet med dem på. Indtil da må jer der har været med før bruge de gamle. Det er vigtigt at vi gør det a.h.t. sponsorerne.

 

Vores startsted for årets tur bliver ved  Jacobs Kirken. Her er der rigtig god plads med delvist overdækkede arealer i tilfælde af dårligt vejr. Ellers går planlægningen af turen efter planerne og vi møder fortsat stor imødekommenhed hos dem som plejer at støtte os.

 

Jeg håber med ovennævnte at I har fået svar på de spørgsmål, som I måtte brænde inde med – skulle det alligevel ikke være tilfældet, så er I mere end velkommen til at kontakte mig.

 

Der er så kun tilbage at ønske dig og din familie en rigtig god påske. God træning – i den gode sags tjeneste!

 

Pas på dig selv og hinanden.

 

Venlig hilsen

Evan Lynnerup 

Teamchef

mail: [email protected]

tlf.  : 30661283